Alex Donqu Lacram
- Strejfer.

Jord
Evner: -

Info
Navn: Alex Donqu Lacram
Alder:  7 År.
Køn: Hingst
Højde: 1,65 m
Type: Godhjertet.
Kendetegn: Sit varme og kærlige blik.
Chatfarve: Tyrkis baggrund og brun skrift.
Styres af: Rebecca.

Fortid
Det var en dejlig sommer morgen. D. 16 Juli for a være helt præcis. En flok bestående af en leder hingst og hans 9 hopper, havde besluttet sig for at blive i området lidt. De havde længe været på vandring. De var blevet angrebet af ulve og havde ikke turde gøre rigtigt holdt før denne dag.
Solen stod højt på himlen da der lød et skingeret vrinsk. En hoppe havde lagdt sig i græsset og lå nu og prustede voldsomt. Hun skulle fole. De sidste 5 dage havde hun været meget bange for at hun skulle fole inden de havde fundet et sted at gøre holdt. Heldigvis for hende, havde føllet ventet til det helt rette tidspunkt. Hun vrinskede nærvøst da hun kunne mærke føllet der var på vej ud. Ikke ret lang tid efter havde hun født et lille og smukt velskabt føl. Alex var født. Han kom usikkert på benene efter få forsøgog stod så til spot og skue for de andre hopper, der havde set til med et halvt øje. Han vaklede hen til sin mor der var kommet på beneneog fandt hurtigt frem til mælken. Fra den dag af levede Alex et liv fuld af eventyr.
En dag. Alex var 2 år. Flokken havde nettop flyttet sig til et nyt sted der havde det hele. Der var massere af godt græs, klar og lækkert rent vand, hav og skov. Han havde begivet sig lidt væk fra sin mor sammen med nogle af de andre føl. Som alid gik han bagerst for at sikre sig at alle kom med, især de nyeste føl. Siden den dag alex var blevet født havde han vendtet på andre, visthensyn til andre og vigtigst af alt. Aldrig gjordt noget han vidste ville forhindre andre.
På turen ude i skoven, legede de altid to flokke der skulle kæmpe mod hinanden. De var fire i hver flok, og hver gang var det Alex der blev valgt som leder. Ingen  af føllene kunne forklsre hvorfor, men det kunne Alex's mor. Hun havde vidst meget tideligt at hendes søn var født tilat være leder. Desværre vidste hun også at der ville gå længe før han kunne overtage denne flok. Måske alt, alt for længe, hvilket gjorde hende utrolig trist. Hun elskede sit føl, og havde ikke lyst til at sende ham væk, men hun vidste hun var nød til det. Det var hans skæbne.
Der gik endnu et år hvor Alex levede som føl. Oplevede alle de ting et normalt føl nu burde, med sin mor på side linjen, der altid holdt øje med ham. Hun måtte finde det rigtige tidspunkt at sende ham væk, ikke for tidligt og ikke for sent. Flokken havde stadig brug for ham. Lige meget hvor åndsvagt de andre føl opførte sig,blev han på jorden og tog sig af de andre føl. Det gjorde hans mor stolt, men hun var sjællendt rigtigt glad.
Alex fjerde sommer blev hans sidste i flokken. En dag han havde været ude og løbe lidt med nogle af de andre drenge for at prøve krafter med dem, havde hans mor og leder hingsten snakket sammen. Hingsten var værken dum eller døv og var lige så meget klar over Alex's skæbne som hans mor var. Måske enda endnu mere. Han sagde. "Maclia.. Du ved lige så godt som jeg at dette afkom af mig ikke kan blive i flokken, jeg ved han er din søn og at du elsker ham, men han ville aldrig trives her, og jeg vil så nødigt skulle være nødtil at slå ham hjel hvis han skulle, for første gang i sit liv, gøre noget dumt og udfordre mig" Han sendte hende et bedrøvet blik. Han følte med hende, det gjorde han. Han havde selv været et føl engang. Og som så mange andre hingste var han blevet smidt ud af flokken når han blev for gammel, når han ikke længere var et føl.
Hun svarede fortvivlet, "Er du sikker på at det er det rigtigetidspunkt, hvad nu vis han ikke er klar? Han må da kunne blive?"
" Din søn er klar. Det er dig er ikke er klar. Jeg ved du har prøvet at se bort fra din kærlighed til ham, når det galdt denne beslutning, men det vil nok aldrig lykkedes for en god mor. Du må lade ham gå nu, ellers vil du være skyld i at hans skæbne forevigt vil være ændret." lederen vidste det var store ord han brugte, men han måtte have hende til at fårstå hvor vigtigt det var, for alle, at Alex blev sendt væk. 
Da Alex kom tilbage stod hans mor og far klar til at fortælle ham hvad der skulle ske. Han skulle udvises fra flokken. Som den første fra hans sommer, men der var ikke noget han kunne gøre. Han vidste det godt selv. Han havde hele vinteren gået og ventet på denne frygtelige sommer der skulle komme, om han ville det eller ej. Alligevel kunne han ikke holde vreden og sorgen tilbage. "I kan da ikke sende mig væk, ikke bare sådan? Mor? Det mener du vel ikke?"
"Søn jeg er utrolig ked af det, men vi har begge heletiden vidst dette her skulle ske. Sådan skal det nu engang være."
Alex sendte sin så kaldte far en blik ville have dræbt alt, hvis det kunne. "Din! Du skal komme til at fortryde det her!" Vrissede han mod ledere, han vidste det var ham der havde presset hans mor til at fredskyde det uungåelige. Han var bange var han, at han ville få gjordt det af med Alex for sent. Alex kunne mærke det. han følte et had til den leder der altid havde passet og beskyttet den flok der havde opfostret ham.
Han så mod sin mor. "Mor. Det her er forkert! Det ved du!" Men der var ikke noget han kunne gøre, det var besluttet så han drog bort, sådan som han burde. Han gik længe for sig selv, et helt år strejfede han rundt, gjorde sig bekendtskaber, med både gode og knab så gode heste. Han fik tid til at tænke over livet og dens menning. Han lærte meget på denne tur. Meget der skulle gavne ham senere hen.
Han vandrede rundt alene intil noget fantastisk skete. Han fandt frem til dalen der forandrede hans liv for altid! 

Personlighed
Alex er en fyr med et stort hjerte. Hvis ikke det var for hans flotte udsene og charmerende blik, ville man nok kunne kalde ham en bamsefar! (; Alex har lige siden fødslen delt den opfattelse at der skal være plads til alle i denne verden. Ingen er for dumme, for kloge, for grimme eller smukke til at leve i denne verden. Han går ind for forskellighed. Elsker når han møder en hest der er anderledes end alle andre, og samtidig finder han glæden ved det genkendelige.
Han har et utrolig varmt og kærligt smil der kommer lige fra hjertet, og du skal nok få det at se. For han er ikke svær at blive ven med.
Han vil altid være sikker på at alle er med, han venter på alle, lige meget hvad. Ikke bare vis de går bagved ham, men også vis de ikke er klar, til at gennemføre noget. Han vil står et sted på engen og blot vente på at du er parat til at gennemføre det. For sådan vil han være.
Alex kan også være chamerende. Man tror det ikke lige med det samme, men vis jeg tror på der kan være kærlighed indblandet, eller vis han kan slippe afsted med en lille uskyldig flirt, kan han sagtens være chamerende. Han er jo en hingst.
Han elsker humor og syntes selv han har en fed humor. Hvis en hest kan få ham til at grine, tæller det helt sikkert plus. Som alle andre heste kan Alex selvfølgelig også blive sur. han kan blive vred, såret og forvirret. Han er ikke perfekt og det ved han godt selv. Han ved at alle i denne verden kan lære mere end de allerede ved. Der vil altid være nogen der er klogere og stærkere og som ved bedre, og det bedste du kan gøre er at lytte og lære så meget du kan, på livets lange vej!