Damien
- Strejfer.

Info
Navn: Damien.
Alder: 7 År.
Køn: Hingst.
Højde: 174 cm.
Type: Ond.
Kendetegn: Hans arrogante, men alligevel charmerende smil han næsten altid har på læben og de flydende, men alligevel bestemte bevægelser. Han har et ar fra et bid bag venstre øre.
Chatfarve: Sort baggrund, Mørkegrå skrift, Alm.
Styres af: Ida.

Fortid
Damien blev født en vinternat, under årsskiftet. Han mor var en ung hoppe, alt for ung for at kunne fole et føl, og alt for svag. Hendes navn var Penelope. Fødslen tog meget på hendes kræfter og hun overlevede knapt. Da hun havde født Damien var hun alt for udmattet for at kunne hjælpe ham, hun lå bare i sneen, og var bevidstløs. Hun havde folet ham langt inde i en skov, væk fra alle andre heste, så der var ingen der kunne hjælpe til. Damien måtte selv sparke hul på fosterhinden og slikke sig ren. De første timer af hans liv lå han bare på jorden, og frøs, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han var forvirret og han forstod ikke hvorfor der ikke var nogen som passede på ham og fik kulden til at forsvinde. Damien indså hurtigt at han selv måtte klare det, og han begyndte at kæmpe med at rejse sig. Det tog lang tid for ham, kulden tog på hans kræfter og han havde intet håb om at overleve, men han var en fighter fra starten og til sidst kom han op og stå. Han ville ikke forlade hans mor, men han var nød til at finde hjælp, men alligevel vidste han ikke hvilken retning han skulle gå, så det endte med at han puttede sig ind til Penelope og prøvede at varme sig. Det blev en hård og lang nat for Damien, men da solen begyndte at stå op rørte Penelope sig. Damien rejste sig hurtigt og kaldte på sin mor, og udmattet åbnede hun øjnene og så sin søn for første gang. Penelope fik samlet kræfter og rejst sig, hun lod Damien die. Penelope var strejfer, for 11 måneder siden havde hun strejfet forbi dette sted og en hingst havde snydt hende, hun var rigtig forelsket i ham men da han havde bedækket hende havde han stukket af fra hende. Hun havde rejst videre, men var kommet tilbage hertil for at fole Damien. Penelope vidste at hun skulle dø snart, hun havde ikke kræfter til at overleve efter hun havde folet Damien, men det sagde hun selfølgelig ikke til Damien. De opholdt sig i skoven, kun de to, Damien ville udforske området og finde legekammerater, men Penelope forbød ham det, men selv forsvandt hun store dele af dagene og Damien måtte passe sig selv. Penelope prøvede desperat at finde Damiens far, Morpheus, så Damien havde en der kunne passe på ham når hun var væk. Men han var forsvundet. Til sidst blev Penelope desperat, og hun opsøgte Lightning Thunder, en hingst som styrede det meste af stedet, og han var ikke ligefrem en god hingst. Hun overtalte ham til at tage Damien til sig når hun døde. Efter det trak hun Damien med sig til Lightning Thunder, hun ville ikke have at Damien skulle se hende død, så hellere at han troede at hun forlod ham. Lige inden de skulle mødes med Lightning Thunder trak Penelope Damien ind til sig og hviskede at hun altid ville elske ham. Damien så op på hende med et smil og sagde at han også elskede hende. Bagefter hviskede hun et navn i hans øre, Morpheus. Damien så forvirret op på hende, men nåede ikke at sige noget før Lightning Thunder dukkede op. Damien havde ingen anelse om hvad der foregik, men han gjorde ikke modstand når Penelope skubbede ham over til Lightning Thunder med tårer i øjnene og derefter efterlod ham og Lightning Thunder alene i skoven. Lightning Thunder så bedømmende på Damiens krop inden han så smilte venlligt og sagde ,, Du er ikke en af mine, men jeg skal nok få brug for dig alligevel. " Damien forstod ikke noget, men Lightning Thunder fandt en hoppe ved navn Aurora som han tvang til at passe Damien. Aurora havde selv lige fået et føl, men føllet var dødt og hun sørgede utrolig meget, hun havde tabt viljen til at leve. Hun holdt Damien i live, men hun brugte ikke tid med ham eller viste ham nogen form for kærlighed. Lightning Thunder havde en masse egne føl, og han ville lære alle hingsteføllene op til at blive som ham, de var 5, eller 6 hvis man talte Damien med. De 5 hingsteføl som alle var halvbrødre var alle bedste venner, men Damien følte sig ikke som en af dem, han ønskede ikke at være deres ven, så derfor brugte han al hans tid med Lightning Thunder. Lightning Thunder blev som en slags ekstra far for Damien, han passede på ham og lærte ham hvordan man skulle opføre sig og hvilke tricks man skulle bruge for at lokke andre i en fælde. Selvom Damien og Lightning Thunder var meget tætte, så følte Damien hele tiden at der manglede noget i hans liv, Lightning Thunder fyldte ikke en rigtig fader-rolle, han var ikke kærlig eller en man kunne holde af, men Damien var ikke bange for ham, overhovedet ikke, han holdt bare ikke af ham som han elskede Penelope. Han savnede Penelope utrolig, han så det hun havde gjordt som en stor svigt og han hadede hende for det, men alligevel kunne han ikke lade være med at savne hende. I starten var han ked af det, bagefter hysterisk men nu var han bare vred over det. Hans tid med Lightning Thunder lærte ham meget, han så mange grusomme ting, som Lightning Thunder gjorde, allerede da Damien var 6 måneder gammel havde han set en del heste blive dræbt på frygtelige måder, han havde set hvordan Lightning Thunder havde afpresset heste men også splittet familier, venskab og kærlighed. En aften hvor Damien var nede ved søen kom der en hvid hingst frem til ham. ,, Du ligner mig. " Havde hingsten sagt og smilet charmerende mod Damien, Damien havde bare køligt trukket på skulderen og sagt ,, Og ? ". Hingsten præsenterede sig, hans navn var Morpheus. Straks da Damien hørte navnet vækkede det minder i ham, Penelopes sidste ord til ham var navnet Morpheus. Damien havde spurgt om han kendte Penelope, og Morpheus havde tøvet inden han spurgte om Penelope var hans mor, Damien havde sagt ja og Morpheus havde forklaret at han var hans far. De snakkede længe, og Damien kunne straks lide ham, der var noget mystisk og farligt over ham, men han var kærlig mod Damien, hvilket var noget som Damien havde savnet længe. Damien og Morpheus mødtes hver aften ved søen og Damien begyndte også at få samme charmerende smil som Morpheus, han begyndte at ligne ham meget, men Morpheus ændrede ikke Damiens personlighed, overhovedet, han forblev som Lightning Thunder havde lært ham. Der gik 2 år og Damien blev plag, Lightning Thunder havde stadig stor indflydelse på ham, og han brugte stadig meget tid med ham, Morpheus var mere en ven end en far. En aften gik Damien en tur i skoven, han bemærkede at Lightning Thunders 5 sønner som var ligeså gamle som Damien fulgte efter ham, men han tog sig ikke af dem. De nærmede sig, og omringede ham. Damien fik sig en ordentlig omgang tæsk, og de efterlod ham halvdød i skoven. Damien lå hele natten og ømmede sig, han var øm i hele kroppen og havde små skræmmer over det hele. Han havde fået et dybt bidemærke lige bag venstre øre som blødte kraftigt. Damien holdt sig væk fra dem et stykke tid imens han kom sig. Han var utrolig vred over at de bare havde angrebet ham. I løbet af den næste dag fandt han alle de 5 brødre og udfordrede dem hver for sig til en kamp på liv og død. Det var ikke svært for ham at kæmpe mod dem når de var alene, han var meget stærkere end alle 5 selvom de var stærkere end ham når de slog sig sammen mod ham, men ingen havde speciel god kampteknik hvilket Damien havde, så det var let for ham at dræbe dem alle. I løbet af aftenen var han dog træt, og han opsøgte Morpheus og fortalte hvad han havde gjordt. Morpheus tog sig ikke af ham, men han sagde at Damien var nød til at rejse inden Lightning Thunder ville hævne sig på ham. Damien forstod og de tog afsked inden han rejste afsted mod øst.
En sommermorgen kom han til en lille dal, han var træt af at rejse og ville hvile der et par dage. Allerede samme dag stødte han på en hoppe ved navn Hope. Hun fangede hans opmærksomhed og fik ham til at føle sig på en måde han aldrig havde følt før. Han forelskede sig hurtigt i hende og hun fik ham til at slå sig ned på stedet med hende. Hun var fantastisk og Damien elskede hende over alt på jorden. Han levede for hende og hun betød alt for ham. Han så deres fremtid for sig, en lille familie, ham, Hope og en søn eller datter, måske begge dele? Han planlagde også i hemmelighed at de skulle rejse op i bjergene sammen og finde denne magiske dal som Hope tit snakkede om. Hans liv var perfekt i et halvt år, men Hope begyndte at forandre sig, hun begyndte at støde Damien væk fra sig, og Damien mærkede hendes voksende mave, og han forstod at Hope havde forrådt ham. Det gjorde ham utrolig vred, så han fulgte efter hende en aften hvor han fandt hende sammen med en hingst ved navn Pride. Damiens liv faldt sammen for øjnene af ham, hans planer og drømme forsvandt og efterlod en masse vrede. Det føltes som om Hope havde revet hans hjerte ud af hans krop og smidt det væk, han var knust. Men sorgen forvandledes til vrede, og det sagde klik for ham. Han kastede sig frem mod Pride, fyldt af vrede. Han fik hurtigt fat i Prides strube, og var totalt ligeglad med Hopes hjerteskærende skrig da han rev Prides strube ud. Han så hvordan Prides øjne lukkedes og hans livløse krop faldt sammen. Damien vendte sig mod Hope som var helt ødelagt, hun var helt hysterisk og græd. Damien anfaldt Hope og fik hende hurtig lagt ned. Han tog hovedet ned til hendes. ,, Jeg hader DIG ! Jeg HADER dig ! JEG HADER DIG !! " Skreg han om og om igen til hende. Hun græd hysterisk og lukkede øjnene, prøvede at lukke ham ude og forberede sig på at dø. Men Damien kunne ikke dræbe hende, han ville så gerne gøre det, men han kunne ikke få sig selv til det. Det endte med at han løb ind i skoven. Han bare løb og løb og løb, og stoppede ikke i flere timer. Hans liv var faldt sammen. I lang tid strejfede han rundt, prøvede at finde denne dal som Hope havde snakket om. Han lukkede følelserne væk og brugte tilfældige hopper, legede med deres følelser for at mindske smerten som Hope havde påtaget ham, han kom tit i slåskamp med hingste og han vandt dem alle, og han dræbte dem alle. Han fortrød at han ikke havde dræbt Hope da han havde chancen, han ville have hævn over alt hun havde gjordt mod ham. Han knuste hoppers hjerter og dræbte visse af dem, men intet kunne tilfredsstille hans hævntørst mod Hope.

Personlighed
Damien er en meget speciel hingst. Han følger sine egne regler og han lader ikke nogen bestemme over ham, nej han er sin egen herre. Han følger sin egen vej og er utrolig stædig, han giver nemlig aldrig op. Han viser aldrig sine ægte følelser for nogen og viser aldrig nogen form for svaghed. Han er ond, hele vejen igennem hvilket man nok bemærker når man gør sig bekendt med ham.
Han nægter at lade nogen betyde noget for ham, og lader ingen trænge ind til ham. Men hvis man på nogen måde lykkes blive hans ægte ven har man en ven for livet, og han vil være utrolig loyal og aldrig svigte. Han vil beskytte dem han elsker med sit eget liv, men som sagt er det nærmest umuligt at trænge igennem til ham.
Han bryder sig ikke om hingste og er utrolig dominant mod dem, han kæfter altid op mod dem. Han tøver ikke med at komme i kamp mod dem, og han gør virkelig også alt for at få dem ned mod nakken. Dog er han klog nok til at se når han skal holde lav profil, hvis der nu er nogen som er stærkere end ham, men det betyder ikke altid at han gør det da han virkelig ikke kan døje andre hingste. Han ser hopper lidt på samme måde, men dog angriber han dem ikke uden grund, men han er meget hurtig til at finde en grund til at få dem ned med nakken. Han vil gerne føre sit blod videre, så det er også en af grundende til at han ikke bare kaster sig over tilfældige hopper, for hvis de er i brunst kan de jo rent faktisk bruges til noget. Han vil aldrig kunne stole på en hoppe pga et svigt i hans fortid, og på en måde søger han også hævn over det. Hvis man vil være Damiens ven må man virkelig have tålmodighed og være parat til at kunne tage en hel del crap fra ham.
Damien frygter intet, og han er utrolig modig hvilket betyder at han aldrig tøver med at kaste sig ud i noget farligt, han kan være en anelse dumdristig og havne på dybt vand, men han er klog nok til at redde sig selv ud af problemerne. Han siger aldrig nej til en slåskamp, og det sker tit at han kommer op og slås fordi han er så provokerende og respektløs, så fejler hans temprament heller ikke noget og skal man være rapkæftet så kan man roligt regne med et par slag.
Han har en del charme og også en stor dosis selvtillid som virkelig kan prøve grænser af. Han er virkelig også rigtig manipulerende og man skal passe på, for pludselig er man fanget i en fælde. Er han venlig mod nogen er der næsten altid en tanke bag. Han kan være ret nærgående og kontaktsøgende, og det er oftest ikke med gode hensigter.
Han er en hingst der har lært at leve på den hårde måde, og hans fortid har gjordt ham til den han er.