Noname
- Strejfer.

Info
Navn: Noname
Alder: 5 År.
Køn: Hoppe
Højde: 150 cm
Type: neutral
Kendetegn: Hendes tydeligste kendetegn er det sænkede hoved og de sorte udtryksløse øjne. De mange ar der dækker hendes krop.
Chatfarve: Mørkerød baggrund, mørkegrå tekst
Styres Af: Jozz.

Fortid
Noname blev født i en stenet dal omringet af tætte bjergkæder, en diset tåge lå over det grå sted, hvor denne lille flok hade taget form, den blev styret med hård hånd af en sort hingst der ikke kunne tolerere svaghed. Han gik efter skønhed og styrke. Noname blev født af en smuk hvid hoppe, hoppen elskede hende, hvilken mor gør ikke det? Men da lederhingstens blik faldt på det lille føl, fnøs han,
’Dens farve er forkert og hendes bygning er for spinket og ufuldendt til hun nogen sinde vil kunne blive til andet end besvær’. Disse ord var de første Noname hørte, med et nysgerrigt og venlig glimt i de sorte øjne så hun op på hingsten der med et koldt og stengråt blik hævede hoved og skridtede væk fra Noname og hendes mor. Dagene sneglede sig af sted, uden kærlighed og uden venner, hendes mor kunne ikke altid tage sig af hende og hun var overladt til de andre føl, hvilket ville sige hun var overladt til sig selv, de andre føl, smukke stærke, ædle hingste og hopper i sorte, hvide, røde og gyldne farver dansede omkring hinanden, men lille Noname forblev uden for den glade cirkel. Det var her hun hørte til havde de andre føl sagt da hun ville lege med,
’Du er for grim’ sagde en ædel gylden hoppe, hvis hoved var højt hævet og de svage små solstrejf der fandt vej gennem den grå dis og de mørke skyer skinede og funklede i gyldne nuancer. Hendes tone var som klokker, men den var nedladende og hånende.
’Du er for svag til at lege med os.’ Sagde en høj stærk hingst hvis rødbrune pels og hævede hoved fortalte et klart sprog om at han kunne banke hende sammen med det samme, men at hun ikke var værd at spilde dyrebar tid på. Hans tone var kold og hård, med et kast med hoved vendte han om og den smukke hoppe fulgte med ham, med de hånlige ord,
’Mon den overhoved har et spejlbillede den ting der?’ hingsten slog en kold latter op og de forsvandt sammen. Med sænket hoved bakkede Noname et par skridt og så med triste øjne til mens de smukke føl legede og dansede.
* Not a mirror
But a window
A window from the gates of hell
so I have no reflection * det lille digt borede sig vej ind i hendes tanker. Med tøvende skridt vendte hun om og gik mod den stenede strand der omgav den sø der lige som alt andet i dette trøste løse landskab var mørk og dyster. Noname stoppede op en meter inden vandoverfladen, hun tog en dyb indånding og tog de sidste par skridt hen til søens bred, da hun sænkede blikket så hun hvad alle andre havde beskrevet for hende, en grålig ting med spinkle tynde lemmer som aldrig ville kunne blive til noget. Med et suk og en tåre der slog spejlbilledet i stykker med fine ringe vendte hun om og skridtede med tunge og uelegante skridt tilbage mod flokkens eng. Ikke lang tid efter blev Noname mod al forventning inviteret ind i føllenes gruppe, men hun burde have vidst der var en bagtanke. Hingstene skulle vise deres værd over for de forventningsfulde hopper, og en efter en overflade de Noname med spark og bid, hun kunne ikke slippe væk fra den tætte kreds af angribere og tilskuere. Med høje hvin prøvede Noname at komme fri.
’Lad mig værre!’ skreg hun og sprang væk fra den nærmeste hingst, men i favnen på den næste, et hårdt spark i flanken sende hende i jorden, med et blik sløret at en rød masse der løb fra en lang flænge over det ene øje så hun en sort skikkelse stå på et klippe fremspring over hende, lederhingsten stod og så til mens de nu unge heste var ved at slå hende ihjel? En vrede voksede i hende og med mange forsøg og stor anstrengelse kom hun på benene og huggede ud efter hoppen der nu spærrede vejen for hendes flugt. Hoppen der var på hendes egen alder, ca. de to, to et halvt år hvinede overrasket over at den grå skygge af en rigtig hest huggede ud, og hun trådte overrasket til siden. Noname tøvede ikke men satte i en haltende galop imod det ukende, væk fra det grå liv, der var hendes private helved, gennem tågen og væk uden at se sig tilbage. Tågen blev langsomt tyndere i takt med at natten faldt på, Noname var nå slået over i en haltende trav, men smerten i hendes ene forben var snart udholdelig. Hun sænkede farten til skridt men faldt snart om, hun så op af og så for første gang andet en tunge skyer der om aften og natten altid havde hængt over stendalen. Hun så på og så tusindvis af små diamanter med et træt smil lukkede hun øjne og krympede sig sammen. Noname forsatte sin målløse rejse i dagene, ugerne og månederne efter hendes ben helede men arene var og vil forblive ret tydelige resten af hendes liv. Som et evigt minde om hvor hun kom fra og hvad hun er. Som om det ikke var nok at mareridende sneg sig ind i hendes drømme hver eneste nat. Hun har lært at andre ikke ser hende på den helt samme måde, ikke så længe hun er høflig og ikke stiller for mange spørgsmål. De to ting har hun taget til sig, i en måske lidt for stor grad.

Personlighed
Noname er mere end hvad øjet ser. Selv om det kan være svært at se ved det første øjekast. Hun er en ødelagt hoppe helt ind til knoglerne både fysisk og psykisk, men inderst inde et sted i sjælen hviler den gamle Noname stadig, en venlig hoppe med et nysgerrigt glimt i øjet. Men den Noname som verden omkring hende kender, er en nervøs og trist skabning, uden elegance. Hun er blevet ødelagt og nedgjort fra første time, og det har sat tydelige præ på hende. Hun siger ikke meget da det aldrig har hjulpet hende, hun har desuden heller aldrig fået mange ord indført i samtaler, eftersom ingen ville snakke med hende. Hun er rolig og fattet, og prøver oftest at undgå konfrontationer, men hendes liv har bevist at hun er en konfrontationer ofte rammer. Et sted inde i det dybeste hjørne af hendes grå sjæl ligger en sovende vrede som blev udløst for de år siden. Men den er endnu ikke kommet til udtryk. Hun er en ensom hoppe, men aldrig kan hun være mere alene end hun er i sit hjerte.