'.~* Xenia *~.'

Amaranth

Info

Navn: Amaranth.
Køn: Hoppe.
Stg: 165 Cm.
Tilholdssted: Strejfer.
Styres af: Jozz.

Opførsel

Type: Neutral
Kendetegn: Kommer.
Personlighed: Amaranth er sin egen herre. Hun har et vildt og ustyrligt sind, som vinden der blæser over havet. Hun er bølgerne, træernes hvisken, hun er alt. Hun er fuld af mystik og overraskelser, ingen vil nogen sinde kende hende til fulde. Hendes fortid har skabt hende, som en skygge i mørket, en solstråle i solens lys, eller blot en tilfældig hest på engen. Hun har uendelig sider af sig selv, den ene mere utrolig end den anden. Men nogle så gennemskuelige at man skulle tro hun blot var en åben bog. Men det er den eneste ting hun ikke er, alt hun viser til verden omkring hende, er facader af den ene eller anden art, men ingen vil gennemskue dem, da de er en så tæt del af hende og der er så mange. Lag på lag. Den ene dag er hun smilende og i mødekommende, den næste måske kold og hård.

Fortid

I et stort og befolket område i midten af alting og dog ingen ting, levede der flere flokke, de levede til tider i fred for hinanden og andre gange brød krigen ud. Strejfere kom og gik som det passede dem, nogle blev i længere tid. Andre kun på en kort visit. Dette område var vel som så mange andre, heste fandt hinanden, splittede op, levede og døde. Der var en flok ved navn Cameron, Leder hingsten Katamino var god for sine medlemmer og hans flok voksede sig stor.
Det var her Sahara blev født. Det var tidligt forår, da den nøddebrune hoppe lå nær skoven, og prustede, den tidlige morgensol sendte enkle stråler op på skovens små lysegrønne knopper. Det lille brune føl kom ud og missede med øjne mod solen der ramte både føl og mor. Hoppen, Neani rejste sig og rystede manen. Der efter så hun ned på sit nyfødte føl. En hingst der stod tæt der ved, kom skridtene over til dem i en let gang. ”Tillykke Neani” Sagde han og så på det lille vidunder der nu stod og så på ham.
”Neani!” En ru stemme skar gennem luften og både Neani og Sahara hævede hoved. Katamino kaldte. Neani tog et skridt ind foran hendes føl, der nysgerrigt kiggede forbi. Hun havde set noget, Neani endnu ikke havde fået øjne op for. ”Hvad er der Katamino?” spurgte hun. Hingsten skridtede lidt tættere og puffede så et lille gråskimlet føl frem, der havde stået og gemt sig i skyggen fra ham. ”Kan du tage dig af hende?” spørger han så, den lille hoppe der blev skubbet op foran ham, står nu og ser bange på Neani, men kaster et blik tilbage på Katamino, ”jeg sk…” den svage stemme knækkede over. Neani ser uroligt på hende. Sahara der imod træder nysgerrigt frem imod det fremmede hoppe føl. ”Hvis er hun?” bliver der spurgt. Katamino svare med den ru stemme ”Ingen idé, en af unghingstene fandt hende ved bjergendes grænse.” Neani ser på det fremmede føl. ”Men hvor er hun fra?” spørger hun. Det er en stor opgave sådan at tage sig af endnu et føl. Men den lille hoppe foran hende er tydeligt udkørt og hendes ribben er tydelige under det gråbrune skind, de tynde ben rystede under hende. Katamino ryster igen på hoved. ”Ingen ved det, som sagt fandt de hende, det virker ikke til hun er en fra de andre flokke. Hun har vandret langt af hendes størrelse at være.”
Neani nikker til sidst ”Okay.” hun sænker hoved imod føllet. ”Kom her min pige.” Det fremmede hoppeføl træder tøvende nærmere og Neani stryger den venligt over ryggen. Så ser hun på Katamino igen, og nikker. Han vender om og skridter tilbage imod engen. De tre hopper bliver alene og Sahara tager et nysgerrigt skridt frem imod sin nye søster. ”Hva’ hedder du?” spørger hun og logre med sin føllede hale. Det grålige føl ser lidt tøvende på det endnu fremmede føl. ”Amaranth. Men jeg skal al…” hendes dæmpede stemme dør hen og blikket ser tilbage hvor hingsten forsvandt. ”Kom piger.” siger Neani og skridter over imod et hjørne af engen hvor der ikke er mange andre. De to føl vil få fred til at tale der. ”Jeg hedder Sahara, og det er mor Neani.” Svare Sahara glad. Amaranth, nikker blot og skridter efter hoppen og føllet.
Sent den aften ligger Sahara og Amaranth under et stort egetræ, Sahara sover, men Amaranth er vågen og stirre ud over den mørklagte eng. Efter lang tids stirren, rejser hun sig og skridter frem gennem mørket. Hun kan se hvor månen spejler sig, og forsætter frem i mod søens afspejling, af den runde måne. Hun når der ned og stopper op ved bredden, det mørke blik sænkes og ser ned i vandets stille overflade.
”Kunne du ikke sove Amaranth?” spørger en rolig og venlig stemme. Neani har fulgt efter hende og stopper nu op ved Amaranth side. Hun ryster på hoved ”Nej.” svare hun med samme dæmpede stemme som tidligere den dag. ”Hvad er der sket med dig, min pige? Hvor er din familie? Din mor?” Neani ser bekymret på hende. ”Du skal ikke bekymre dig om dem. De er alle sammen væk.” Svarede Amaranth, uden at flytte blikket fra søens vand. ”Amaranth det er ikke dem jeg er bekymret for. Det er dig.” Neani havde mere på hjertet men hun tav og sagde ikke mere. Endelig hævede Amanath sit mørke blik og så direkte på Neani, som undertrykte et gisp. Det unge føls øjne var hårde og slet ikke blide som føløjne burde være, de brude stole på den de bliver sat ved. Men disse havde set mere end nogen hest burde. Og hvor mange uger havde hun levet? Kun Amaranth vidste det. ”Jeg skal snakke med ledern.” sagde hun så. ”Ikke nu,” lød svaret.” det er for sent.”
Tiden fandt sig aldrig ind, det var for sent, ellers var han optaget. Amaranth prøvede hver dag. Men han havde altid andet at tage sig til.
Neani, passede de to føl. Amaranth blev hurtig som hendes eget. Men for Amaranth blev Neani aldrig mere end en der gav hende mad de få uger hun havde behov for det. Sahara prøvede ihærdigt at få hende med på lege og snakke. Men Amaranth forblev lukket for dem begge. Katamino stod på sidelinjen og så den smukke hoppe vokse op i ensomhed. For Amaranth var altid alene, hun opsøgte ikke selskab, og sagde ikke meget når andre opsøgte hende.
En dag flere måneder efter Amaranth var ankommet til området og Cameron flokken opsøgte hun lederen igen. ”Jeg skal snakke med dig nu.” sagde hun direkte og så på ham med det dybe blik. Katamino så ned på hende, den unge plag der var så voksen af sind. ”Sig frem.” svarede han med et suk, hun var så ofte kommet til ham. Han nikkede til hende. ”Jeg vil fortælle dig en historie, i starten vil den ikke give nogen mening for dig.” Hendes stemme var alvorlig og Katamino nikkede med rynket pande. Og Amaranth startede sin fortælling.
”Jeg blev født på den anden side af bjergpasset, den flok jeg levede i var god, lige som denne. Men ikke lang tid efter kom de, jeg stod gemt bag en busk mens de slog min far ned, jeg så det hele.” Blikket stirrede frem for sig uden at se noget, det så tilbage i tiden. ”De rykkede videre til næste bytte og jeg skyndte mig over til min far. Hans øjne stirrede blindt frem for sig, og hans grå krop var sølet ind i blod.” Hun kunne se på Katamino at han ikke ville have de blodige detaljer, men de var vigtige, han skulle forstå hvor farlige de var. ”Selv om hans blik var væk, var hans stemme intakt, han bad mig flygte med min mor, og min søster. Så døde hans stemme og kun lyden af hvin andre steder fra fyldte mine øre. Jeg tøvede ikke. Det skulle være hurtigt, og jeg kunne jo ikke gøre mere for ham vel? Jeg fandt min mor, jeg råbte vi skulle af sted, men hun blev med hoved sænket ved en mørk hests skikkelse, mit hjerte gik endnu engang i stå da jeg så hvem der så der. Min søster var også blevet offer for massakren. Hendes øjnehuler var tomme og også hun var mere rød en grå. Jeg hev i min mor og skreg der intet var tilbage at gøre for dem. Jeg fik hende til sidst med. Vi skyndte os gennem skoven og videre imod bjergende, Hvinene fortonede sig men vi vidste der var flere efter os. Efter to dages løb var vi begge udkørte og havde ikke meget energi tilbage, vi havde vandret i bjergende i en halv dag, og de grå sten var forræderiske. Man skulle ikke tro på hvilken skygge man så. Der var ikke gået lang tid før vi kunne lugte dem, og vidste de ikke var langt bag ud. Og ikke mange timer efter kom de også.”Amaranth så på Katamino. Hans blik var ramt af hendes sorg og han kunne ikke flygte før historien var fortalt færdigt.. Amaranth forsatte i en monoton stemme. ”De om springene ned fra et klippe udhæng over os, den ene væltede mig omkuld, men min mor var hurtig og fik sparket den væk, hvorefter de begge gik efter hende. Hun bad mig løbe, men hvordan kan man løbe fra sin mor der bliver angrebet?” et lynene blik ramte Katamino og tog vejret fra ham. ”Det kunne jeg da ikke! Hun skreg jeg skulle løbe forsvinde, hun slog den ene i jorden hvor den blev liggende for en tid, men den kom haltende på benene igen. Der løb jeg og den ene fulgte efter mig. Jeg ved ikke hvordan men min mor stoppede dem, hun fik slået dem begge ned. hvor ingen anden havde kunnet, hun klarede to, du brude være stolt af hende.” Katamino så kort forvirret ud inden hans øjne blev spærret på. ”Ecsapist!” sagde han åndeløst. Amaranth nikkede, ”Ja, hun var en sej hoppe, der ikke fortjente den død hun fik.” Hans øjne fik et glasagtigt skær i øjne ”og din søster?” spurgte han så med rystende stemme. Hun nikkede ”Ja, din datter. Jeg ville ønske der var tid til at snakke om hvorfor du forlod dem, men du har allerede brugt for meget tid på at undgå mig.” Hun så på ham med det mørke blik. ”De er på vej. De andre flokke kan mærke det, denne flok kan, I kan alle mærke at faren kommer nærmere, I må flygte mens I kan, de har en god lugte sans og vil let kunne sporer jer.” Katamino nikkede blot og tog ikke blikket fra den unge hoppe. ”Vand udrydder lettest jeres spor.” Sagde hun. Så vendte hun om og forsvandt. Hun skyndte sig mod sin pleje mor og pleje søster. ”I drager snart videre til et nyt område. Bare følg ham og kom af sted så hurtigt som muligt.” Neani så på Amaranth, og fangede hendes blik. De så hinanden i øjne i et minuts tid inden hun blot nikkede. ”Farvel Amaranth.” hun puffede lidt til hendes mule og nikkede så. ”Hey, hvad? Kommer Amaranth ikke med?” spørger Sahara og ser fra sin mor til sin plejesøster, der ryster på hoved. Så vendte hun om og skridtede over engen. Imod den næste flok. Hun fortalte sin historie til den næste leder, han nikkede blot og drog hurtigt videre med sin flok. Områdets sidste flok leder, troede hende ikke lige så hurtigt, han stillede spørgsmål. Men Amaranth rystede på hoved. ”Gør som jeg siger eller lad hver, jeg har ikke tid at spille på dig.” Svarede hun blot med stål tone og vende sig om, hun forsvinder igen.
Det første halve år af Amaranth liv var perfekt. Men de ødelagde alt, hun forsvandt fra det område hun nu havde levet i lidt over et halvt år. Hun var stadig ung af krop. Men næsten voksen af sind. Der gik endnu et år hvor hun advarede flere flokke, om at rejse, det var ikke alle der troede hende, og blev. Hun ved ikke hvad der blev af dem, men vil ikke tænke på det. Hun sover selv kun lidt om natten da hendes fars døde øjne og søsterens tømte øjenhuler altid så på hende når hun lukkede øjne. De billeder vil nok følge hende resten af livet, men forhåbentlig ikke i efterlivet. Der gik endnu et år, og hun mærker langsomt at faren bliver mindre, men der bliver nok også udryddet et par af dem for hvert angreb de gør. Hun nåede her til samtidig med den sidste fare forsvandt. Men hun er forsat vågen for alle tegn på at den kommer igen.