Cahaya blev født om vinteren, mens sneen faldt stille fra en stålblå himmel. Hendes mor var en gennemgående normalt bygget og skabt hoppe, Hendes øjne genspejlede det lille mørke føl da det åbnede de sorte øjne hun havde arvet efter sin mor. Hendes mor blev hende berøvet en tidlig sommermorgen, Cahaya var lige blevet et halvt år, da hendes mor vækkede hende for at vise hende noget. Som et kat var den unge Cahaya på bene og så forventningsfuldt på sin smukke mor. Sammen travede de ud i tågede morgen. Morgen duggen gjorde græsset halvt glat, og Cahaya væltede en enkelt gang. Men hendes mor var så fast som en klippe og stålsikker som hun dansede over græsset i et tempo både Cahaya og hendes mor kunne opretholde for timer uden at blive træt. Hendes mor ville vise hende en blomst hun havde fundet, en hvid blomst med et sortspættet mønster langs kronbladende. Hun kiggede på sin lille datter” Sådan kommer du også til at se ud Cahaya, Lyset i mørket” hendes mor smilede så stolt af hendes lille blomst. Cahaya følte sit hjerte svulme af stolthed og smilte til sin mor. En gren knækkede og det gav et sæt i begge hopper. Cahaya kiggede bekymret på sin mor. Ud fra skyggen af klipperne der omring dem, med kun en indgang og udgang, kommer en hvid hoppe med et ondt udtryk i øjne ”såhh kan i lide min blomst?” syrligheden og ejerfornemmelser for blomsten lyste klart ud af den hvide hoppe. Cahayas mor pustede sig op men svarede i et roligt tonefald ”Vi beundrede den bare, vi er på vej væk” hun begyndte at gå, og puffede Cahaya foran sig. Den hvide hoppe begyndte at le, den latter var som hvis hundrede sjæle skreg med deres mest rivende skærende, og forfærdelige stemmer. Cahayas mor gav hende et voldsomt puf mens hun fik sagt ”løb” inden hoppen bed sig fast i Cahayas mor hals. Moderen kæmpede for sit liv, men græsset var vådt, og hun gled, faldt og knuste kraniet imod en af de skarpe klipper der omgav blomsten. Blodet samlede sig til en lille sø, Cahaya skreg af forfærdelse. Og netop i det øjeblik begyndte den forfærdelige latter igen. Cahaya genkaldte sin mors sidste ord, og stormede derfra. Og derfor mistede hun fornemmelsen for andre omkring sig. Hun lukkede dem ude i det håb ingen nogensinde skulle gøre sådan noget til hendes elskede igen. Hendes far gjorde sit bedste, men han havde flere andre hopper, og unge plage at holde styr på. Til sidst trak Cahaya sig tilbage fra flokken og begyndte at flakke omkring. Hendes liv har været fuldt med skuffelser og opture, men intet har fjernet den mangel på fornemmelse af andre omkring hende. Hun har altid holdt sig væk fra andre heste, hvis de ikke har tiltalt hende. Hun kom kun en enkelt gang i problemer da hun sagde sin mening. Hun var på vej igennem et ørken området, da en lille flok udmagrede hopper og en enkelt hingst kom gående imod hende. Hingsten stansede hende, og tilbød hende opholdstilladelse til gengæld for en enkel ting. Cahaya kiggede på de andre hopper, og forstod de var blevet lokket til det liv de nu levede, og hun ønskede det ikke. Derfor sagde hun på en mindre pæn måde til hingsten at det tilbud kunne han stikker op hvor lyset aldrig skinner. Hingsten vrede emmede ud af ham, og kort tid efter var de to heste i fuld galop på tværs af hans ørken. Cahaya lærte at man aldrig skal såre en hingst ego, med mindre man kan klare kampen der følger.