Født og opvokset på de bare sletter langt herfra. Men en aften ændres alt i Confianzas liv. Det var en helt normal dag i hans helt normale liv, da en fortvivlet ung hoppe løb lige ind i ham. Den unge hoppe var spinkel og yndefuld. Confianza faldt for hende, bogstavelig talt, da han væltede da hun ramte ham. Confianza kom langsomt på benene, tynget en anelse af sin størrelse. Den unge hoppe var allerede på benene igen, og kigger beklagende på ham med sine blå øjne. Da Confianza endelig fik kæmpet sig på bene, var han en del højere end hende, men det gjorde ham ikke noget, for i hans øjne var hun helt fantastisk. Den unge hoppe viste sig at hedde Miranah og var flygtet fra en hingst der mente at han ejede hende. Hun var så lille og fin, at Confianza straks følte behov for at tage sig af hende, og trøste hende. Måneder gik hurtige som sommerfugle vinger, og de to unge heste groede tættere og tættere sammen, indtil de næsten var en. Mange af de andre hingste var misundelige på den unge Confianza, men han så intet blændet af sin elskedes lys. Månederne blev til et år, og de to ungheste var uadskillelige. Efter halvanden år sammen nedkom Miranah med et lille broget hoppeføl, Heavens Angel, som hendes nok så stolte forældre valgte at kalde hende. Confianza gik omkring blandt flokken og forkyndende dette mirakel. En af hingste stak af kort efter han havde sagt det. Confianza vendte tilbage til sin lille familie og smilede stolt og lykkeligt til sin mage og puffede blidt og kærligt til hendes mule ”Nu, har jeg alt jeg nogensinde kunne forlange. End ikke den rigeste guldgraver kan overstige mig i lykke” Miranah gav ham nikkende ret ”Alt er perfekt nu..” de så begge længe og stolte på det lille føl der forsigtigt kom på bene og gik hen og pattede. Månederne gik og Angel voksede sig stor, stærk og smuk som en drøm. Da deres lille datter var omkring 2 år tog hendes forældre hende med ud fra flokken. Der var nemlig en tradition i flokken for at hvert føl skulle klare et døgn for sig selv, når det nåede de 2 år. Da deres lille baby forlod dem for at klare en nat alene, følte Confianza sit hjerte fyldes med afmagt. Der var altid historier om de unge heste der aldrig vendte tilbage fra deres tur. Men Confianza havde oplært sit afkom godt, og vidste hun var stærkere end mange andre på hendes egen alder. Den nat kunne Confianza ikke rigtig sove, og for ikke at vække sin mage rejste han sig og listede lydløst af, på trods af sin størrelse. Han vandrede langs kanten af flokken område det meste af natten. Han stod og slumrede lidt da et hjerteskærende hvin rev nattens stilhed og tusinde stykker, og fik han hjerte til at hamre med ekspres fart. Han sprang af sted mod det sted hvinet kom fra *Ikke Angel, af alle de heste i verden, ikke Angel!* hans store krop hamrede fremad med forbløffende fart. Hans næsebore havde dobbelt størrelse alt i mens hans hovslag kunne høres skarpt over nattens stilhed. Han kom frem til en lille lysning, han smukke datter faldt led løst og død sammen lige foran ham. Han chok over at finde sin datter sådan var altoverskyggende, men hans hjerne og overlevelsesinstinkt begyndte hurtigt at lede efter oversagen til hans datters død. I udkanten af lysningen stod en hingst der virkede svagt bekendt. Som et lyn der slog ned i ham huskede Confianza hvem han var ”Migal, hvad har du gjort?!” Confianzas dybe stemme kom bag på den anden hingst ”Årh Conni basse..” den unge hævner trådte ud i lyset fra månen ”Hvad ligner det jeg har gjort? Jeg har dræbt din elskede datter” Migals hæse stemme og latter fyldte Confianzas bevidsthed, mens han stod lammet, neglet til jorden af frygt, og mens hans hjerne bearbejdede alle de indtryk han fik. ”Men… hvorfor?” Confianza kiggede forfærdet på en gammel ven, og bekendt. Migal slog en enorm latter op ”HVORFOR?” han skrig var skingert og skar Confianza i hjertet som en kniv.”Det skal jeg sige dig basse, jeg gjorde det fordi du ikke fortjente hende, du fortjente ikke engang Miranah… SE dog på dig selv, du er en stor kødklump, og af alle hopper vælger dette vidunder dig som mage?! Frem for alle de andre hingste der havde passet bedre til hende!” Migal latter fyldte igen natten, denne grusomme gerning gik langsomt op for Confianza ”Du dræbte MIN datter for du er Jaloux?! Fordi en hoppe valgte mig frem for dig?!” Confianza kiggede frustreret på mørke hingst ”Det ser sådan ud, men bare rolig, din hoppe for også som fortjent” Migals grin var et slag i hjertet for Confianza, og med gru forstod han at Migal ville dræbe hele hans familie, hvis han fik lov. Confianza kiggede en sidste gang på sin datter, der lå der så smuk i månens lys, med blod smurt ud over kroppen, og tomme vidt opspærrede øjne. Han kiggede kort opad mod stjerne, og sendte en kærlig tanke til sin datters sjæl, hvorefter han vendte rundt på en tallerken og stormede tilbage mod sin mage. Bag ham kunne han høre Migals latter ”Du kommer forsendt igen Conni basse, hun er allerede død” Confianza lukkede alle lyde ude, og arbejdede sig hurtigt fremad. Tvang de tunge knogler til at arbejde for fuld styrke. Da han endelig kom tilbage var Miranah væk, og Confianza blev fortvivlet begyndte at lede efter hende. Lidt derfra kunne han høre en svaghosten han skyndte sig derover og fandt sin mor, blødende fra næsen, øjne, ørene og munden. Ved synet af sin søn smilede hun og sagde med stadig svagere stemme ”De tog hende Confianza.. Ved du hvorfor jeg kaldte dig Tillid? Jeg har tillid til at du vil gøre det rigtig. Find dit hjerte Confianza..” hans mors hjerte gav op, svigtede sin ejer gennem mange år og stoppede. Den ældre hoppes øjne blev tomme, og hele hendes krop faldt sammen, da alle musklerne gav efter. Confianza skreg af sorg men fortsatte frem efter færten af sin mage. Den ledte ham igennem en skov, og ved enden af stien kunne han se en krop ligge. Fuld af frygt skyndte han sig derhen, og fandt sin mage. Også hun var død, blodet pibede fra et åbent sår over øjet. En raslen fra træerne fik Confianzas opmærksomhed. Før han vidste af det blev han overfaldet af fem hingste. I løbet af kort tid besvimede han, ved siden af sin nu døde mage. Da han vågnede næste morgen var synet på det ene øje væk, han blødte fra flere steder på sin massive krop, med de havde ikke dræbt ham. Om det var med vilje eller ubevidst havde det ladet den sidste ret af et gælisk gen overleve. Confianza sagde farvel til sit tilholdssted gennem år, sin mage, mor og smukke datter, og drog derfra i håbet om igen at blive sig selv.