Det var en mørk sommernat, hvor hingsteføllet blev født i skovens skygger. Det var usædvanligt mørkt for en sommernat at være, men det var nymåne, og de mørke, truende skyer dækkede stjernernes blide lys. Tordnen rullede over dalen, og alt lys de fik var fra lyn, som viste sig over nattehimlen. Frost var født i en meget speciel dal, i en dal hvor disse helt specielle heste levede. Før i tiden havde det været to flokke, en flok med meget vise, godmodige, blide og nysgerrige hvide araberheste, sønner og døtrer af dagen, og en flok med mørke frieserheste, som i bund og grund var gode, men havde været misforståede så mange år, at de havde lukket deres indre gnist inde, levede uden regler, men også uden grund at leve, de tempramentsfulde sønner og døtre af natten. Disse to flokke var helt forskellige, på alle måder, men deres nysgerrighed bragte dem sammen og de slog en handel. Lysets heste ville dele deres viden med de mørke, hvis mørkets heste beskyttede de lyse. Og sådan blev det. De to flokke slog sig sammen, og hinandens modsatser holdt dem sammen. De var alle meget vise, meget høflige. Efter mange år, et utal af år var sagnet om hvordan disse to helt forskellige racer var blevet bragt sammen blot et gammelt sagn. Mange ting havde ændret sig, den viden som dagens sønner og døtre bar på, var nu også blevet en ligeså stor ret for nattens sønner og døtre, dog beskyttede de mørke stadig de lyse. Alle dagens heste havde en beskytter, en bedste ven, men deres beskytter var ej deres slave, de var ligemænd. Men Frost, søn af natten, født i skyggerne, for evigt bundet til skyggerne, som var født den stormfulde nat skulle ej vente længe, før han fik en at beskytte, hoppeføllet han skulle beskytte var den kridhvide hoppe Eywa, datter af dagen, ejer af godheden. Eywa var født samme dag som Frost var født om natten, og blot få timer skildte dem ad. Eywa og Frost blev begge opdragede til disse vise, heste, men de var stadig meget forskellige. Deres gener, deres personligheder var hinandens modsatser, hvilket bragte dem sammen til at blive bedste venner. De var ej forelskede, men de elskede hinanden grænseløst. Deres barndom var meget vidunderlig, dog da de blev ældre, ønskede Frost at opleve verden, opleve den istedet for at blot høre om alle de forskellige heste, racer og områder, nej han ville opleve det. Dog ønskede Eywa at blive i deres hjemland, hun elskede det, og selvom Frost lovede at de ville finde tilbage til deres hjemland når de ej ønskede at rejse mere, ville Eywa ikke tage den risiko at ikke kunne finde deres vej tilbage. Så skæbnen skilte de to bedste venner ad og Frost drog ud i verden, efterlod alle minder, og den fantastiske barndom bag sig. Frost rejste rundt, strejfede, som visse ville kalde det, mødte forskellige racer, andre personligheder, men savnet til hans hjemland, og Eywa glemte han aldrig. Selv da han prøvede at vende hjem til hans elskede barndom, blev Eywas frygt bekræftet, han kunne ej finde hjem. I sorg over hans tabte familie og venner valgte han at slå sig ned et sted. Et sted der ved første øjenkast virkede som et fredeligt sted, men skyggerne lurede, og om natten hærgede de. Frost, levede der i lang tid, han oplevede mørkets sande natur, han oplevede skyggerne, skyggerne som overtog hans sind. Frost oplevede mange ting der, ting han ej taler ofte om, men ting der altid vil hjemsøge hans sind. Da Frost ej så glæden ved det sted længere, rejste han væk, gemte sig i skyggerne. Men da han en aften fandt hans hjemland, flere måneder senere. Han opsøgte hans familie, hans venner, og hans kære, og alle spurgte han efter Eywa, men ej vidste de hvor hun var, de vidste hun var rejst mod vest, for at finde ham, men det var længe siden. Frost måtte finde hende, det vidste han, men hans sind var formørket, han var blevet en ægte hingst af mørket. Han hvilede dog i hans hjemland nogle måneder, for at samle kræfter til endnu en lang rejse. De andre, både nattens og dagens heste mærkede at han var anderledes, men at være tilbage ved hans barndomshjem fik ham til at få den gamle flamme i ham til at brænde igen, og han lærte også meget nyt, fortalte om de ting han havde oplevet. Det korte visit i hans hjemland satte stor præg på hans personlighed, og han blev næsten som før han rejste fra Eywa, men skyggerne fandtes i ham, hele tiden. Han rejste mod vest, for at finde hans Eywa. Og det gjorde han. Efter lang tids søgen fandt han hende, alene i en lille dal, efterladt og knust, men ej uden håb. Deres genforening opmuntrede dem begge, men Eywa var ikke forandret, ikke det mindste, ikke ligesom Frost var. Eywa fortalte om hendes oplevelser, om hvordan hun var rejst ud for at finde ham, hvordan hun var havnet på en lille ø, havde fundet kærligheden, men også hvordan hendes lykke var blevet taget fra hende. Men Eywa, Eywa vidste hun skulle klare den. Og sammen rejste Frost og Eywa rundt, genskabte deres bånd af evigt venskab, men de var begge trætte, trætte af at rejse, så de stod med valget at vælge mellem at rejse tilbage til deres hjemland, eller leve på et nyt sted. De ønskede begge at tage tilbage til deres barndomshjem, men det var ej deres skæbne, deres skæbne var ej at slå sig ned der, skabe familie og lære deres visdom til deres unge, nej, de vidste begge at det ej var det rigtige - Så afsted rejste de to venner ud i verden, deres søgen var lang, men da de fandt et område, et område hvor der ej var en eneste anden sjæl vidste de at det var her de ville leve, og de slog sig ned, i håb om at skæbnen også havde ført andre dertil, for at starte et nyt liv.