Miedo blev udstødt fra sin flok, som en ung plag. Hun var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. En ung hingst, på hendes egen alder, var blevet slået ned, af en omstrejfende hingst, der mente at det unge hingste plag var for rapkæftet. Og Miedo stod der, ved den unge plag, da hans sjæl forlod hans krop. Og da lederen af flokken så ankom, stod hun der, med mulen ned i hingstens hals, hvor blodet kom fra. Da hun rejste hovedet op, var hendes hvide mule fyldt med blodet fra hingsten, og til trods for hendes forklaring, ville han ikke tro hende. En ceremoni blev bragt på benene, og der stod hun så, i midten af en hel flok heste, der skulle lytte til hendes forklaring. Men alle beviser pegede på hende som skyldig. De hukkede ud efter hende, sparkede fra sig, og jog hende væk fra flokkens store område, væk fra mor og nære venner. Hun forsvandt ind i skyggerne, med små sår over den spinkle krop, og der stod hun så. Alene. Uden nogen form for beskyttelse. Som årene gik, begyndte Miedo’s sjæl langsomt at glemme, hvem hun i virkeligheden var, og hvad der i virkeligheden var sket. Langsomt begyndte hun selv at tro, at hun havde slået hingste plagen ihjel, fordi den omstrejfendes hingst udseende, langsomt forsvandt fra hendes erindringer. Hun stod der, alene. Og vandrede i to år uden nogen form for selskab, andet end de strejfende der engang imellem lagde deres vej forbi hende, og forsøgte at skabe et føl på hende. Men de opgav, fordi hendes livsgnist vel nærmest var forsvundet, og derfor virkede hun for svag til, at hun skulle bære et af deres ’stolte’ gener i sig. Nu er hun endt her.