'.~* Xenia *~.'

Wonderfull Angel/Fallen Angel

Info

Navn: Wonderfull Angel/Fallen Angel.
Køn: Hoppe.
Stg: 155 Cm.
Tilholdssted: Strejfer.
Styres af: Jozz.

Opførsel

Type: Angel er delt i to, Wonder, er den søde og gode side og Fallen er den onde og grove.
Kendetegn: Det største kendetegn er nok hendes utrolige personlighed, og hendes flertals snakkerier. Der ud over snakker hun altid med sig selv.
Personlighed: Angel er nok den mest specielle hest. Hun har to personligheder der evigt og altid skændes om hvem der skal bestemme. De er som nat og dag.
Den venlige del af hende, Wonderful Angel er en rolig, åben, og venlig hoppe, hun har tid til alle og lytter til dem. Men hun er også nervøst anlagt og holder sig ved åbne pladser, som en fobi fra gamle dage, hun vil altid beskytte dem hun holder af, Wonder er den mest fornuftige af de to, hun ved hvornår hun møder en overmand og respektere dette. For en nær ven vil Wonder muligvis fortælle hvad hun fejler, men Fallen før alt for at dette ikke skal ske.
Fallen Angel er hendes djævel, hun er koldt, bister og nedladende over for andre. Der skal altid laves noget, og hun er ikke bange for at prøve nye ting. Fallen er hoverende og har ikke meget andet en latter til overs for andre. Der ud over vil hun altid gøre det modsatte af hvad hun får besked på, og aldrig indrømme hvis hun tog fejl. Der ud over er hun ravende ligeglad med alle omkring sig, hun vil hellere slås end at snakke, det andet kommer der efter hendes mening ikke meget ud af. Der skal ingen ting til før hun tænder helt af. Fallen kan få nogle store rasseriflip til tider. Hun er hård over for andre og ingen før fra hendes side noget af vide om deres hemmelighed.
Angel er meget svær at finde ud af. Man ved aldrig om det er Fallen eller Wonder man snakker med. Kun hvis man kender hende rigtig godt. Så vil man finde ud af at når Fallen Angel tager over bliver hendes øjne ravne sorte i stedet for den mørkebrune nuance de ellers bære.
Hun snakker meget med sig selv, eller sit andet jeg så at sige, nogle gange højere end andre. Det kan være forvirrende at høre på for andre.
For at gøre det hele lidt værre og mere forvirrende kan hendes humør vende på en tallerken og hun kan gå fra den sødeste lille hoppe til en led krikke.
De har begge tale gaverne i orden men Fallen er den der tager over når de er i fare. Wonder er for svaghjertet til at slås, men hun er til gengæld varmhjertet og stærk på mange andre punkter.
Hvis man kender hendes lille hemmelighed ved men også at man ikke skal tage Fallen på hvad hun siger, for de to hopper er sjældent ens og Wonder er den rigtige, hende der burde eje den sorte krop, Fallen er en uvelkommen med dog stor del af hende, sådan ca. halvdelen.
Angel taler i flertal, og vil altid præsentere sig som 'Jeg' men vil snakke om 'Os' eller ’Vi’.

Fortid

Wonderfull Angel blev født inde i skoven, det var sensommer og bladende på træerne var gule og grønne og kun få lå på jorden på denne tid.
Et smukt gyldent skær viste sig gennem de øverste trækroner og vinden legede med tæernes skygger. Sådan kom Angel til verden, omgivelserne smittede af på hende og hun blev lige så smuk som lyset , og lige så legesyg som vinden.
Hendes mor var en rolig og privat anlagt hoppe, hun var nøddebrun med fine og lette træk, hun så ned på sit føl og lignede en der havde fået hele verden forærende.
Hun kastede et blik på Angels far.
Hendes far der stod nær det ved, gemt i de gyldne skygger var ravne sort men hans øjne glimtede lykkeligt da han så på sin datter. Også han var privat anlagt, men langsomt kom han nærmere hans mage og sin datter.
Angel voksede og fik kærlighed og omsorg, hun blev selv et kærligt og venligt væsen, dog med et stort og heftigt temperament, der ikke var lige så godt skjult og heller ikke lige så skudsikkert som hendes forældres.
Angel fik nogle venner i det område hendes forældre havde slået sig ned i. Hendes bedste ven var en hingst på hendes egen alder ved navn Monaro, de var ikke enige om noget over hoved, men på trods af det legede rigtig godt sammen.
Monaro var livlig, venlig og lokkede Angel med til de sygeste ting. Men de var begge fornuftige og det blev aldrig rigtig farligt.
En aften fik Monaro hende med op i den nordligste del af skoven, nær bjerget, de legede i skovens mørke skygger. Men der i mørket lurede ulve og andre væsner med hestebøffer i tankerne.
De faldt i baghold og var tvunget til at kæmpe med hoved og hove. Angel var blind af panik og slog fra sig så godt hun havde lært. Pludselig mærkede hun noget andet tage over, hun gemte sig taknemligt bag den ukendte. Der blev endelig fundet en udvej i mængden og Angel mærkede sine ben vende om og løbe mod hullet, i den tro at Monaro var i hælene på hende løb hun ned gennem skoven. Men han var ikke med hende, og han blev det heller aldrig igen. Når hun tænkte efter vidste hun godt at han ikke var med hende. Hvorfor var hun så løbet? Noget tungt og mørk slog hende i hoved og hun fik hovedpine over spørgsmålet.
Det var den aften Fallen Angel kom frem i Wonder. Og hun ville forblive der, og forhåbentlig over tage magten i sidste ende.
Fallen havde altid været i Wonder, men hun havde været undertrygt og svag i alle årene. Men da Wonder tabte hoved under kampen med ulvene tog Fallen over og tog sig af kampen. Wonder kunne ikke længere gemme hende væk.
Efter nedslagtningen af Monaro følte Angel så stor skyld at hun forsvandt fra det område hun kendte og havde vokset op i, selv om ingen bebrejdede hende kunne hun ikke holde det ud, inderst inde vidste hun der var noget galt. I mange måneder vadede hun omkring og skændes med sit nye jeg.
Hun kom vidt omkring, men var også nød til at rejse fra de steder hun kom til. Hendes optræden var for sær og de andre udstødte hende. Dagene var lange og flokkene var få.
Der var dog ét sted hun blev for længere tid. Hun fik en god ven, Axemto, som var en rød hingst der var en smule ældre end hende.
Han accepterede hende som hun var og de blev nære venner. Det mange nye indtryk af stedet betød at hun blev mere forvirret, mange af hestene holdte sig fra hende og ville hellere have at hun forsvandt igen. Det hele var for meget for hende at holde inde i hoved. Fallen Angel kom op og skændes med nogle fra området, det var en højlydt diskussion indtil Fallen greb fat i andre metoder.
Axemto stilte sig i vejen og råbte at hun skulle stoppe, Wonder stop! Men Wonder var der ikke, Fallen var. Hun lyttede ikke og slog ud efter ham, angrebet kom bag på ham og han tiltede til siden, der skete ham intet, men da han trippede rundt for at genfinde balancen skred hans hove og han væltede ud over kanten til den lange skrant ned til floden. Wonder skreg, og gennem Fallens sorte blik så hun støvet der væltede op. Hun stirrede ned på Axemtos skikkelse der lå livløst ned flodens kant.
Hun så på sit enlige offer ned store og brune øjne. Der blev ikke sagt et ord, før hun vendte om og forsvandt. Fallen var stærkest på dette tidspunkt og bestemte at de skulle forsvinde fra jordens overflade.
Hun vandrede alene i lang tid igen. Til sidst kom kun her til. Begge hendes sider er blevet forstærket og hun er kun blevet mere forvirrende at høre på.